Ledige stillinger

1.

Kulturformidler med særligt fokus på AI og digital dannelse

Vil du - sammen med gode og engagerede kollegaer - være med til at åbne alternative veje til litteraturens, fantasiens og fortællingernes verden for børn og unge, og ser du læsning og digital dannelse som vejen til en stærk næste generation på Lolland? Så glæder vi os til at høre fra dig!

Biblioteket er i en transformationsproces – vi har brug for dit bidrag

Vi har fokus på at udvikle LollandBibliotekerne på nyskabende måder, så bibliotekerne møder nutidens behov og fremtidens udfordringer. Vi sigter ambitiøst og målrettet på at stimulere unges glæde ved læsning sammen med de unge selv, skoler og uddannelser samt andre relevante samarbejdspartnere – gerne gennem alternative aktiviteter og arrangementer.

Dine opgaver

Du vil blive en del af vores Ungeteam, der har børn og unge i alderen fra 12-22 år som målgruppe. Vi forestiller os først og fremmest, at du er interesseret i at arbejde med unge mennesker: at du kan gå i dialog med unge, og at du har en interesse i at høre, hvad de tænker.

Vi forventer, at du er en udadvendt og nysgerrig person, der gerne deler dine interesser for og engagement i unges online- og populærkultur samt AI. Du skal sammen med det øvrige team bidrage til at udvikle, planlægge og afvikle aktiviteter for unge med lokale aktører, f.eks. skoler, Ungdomsskolen, FGU og ungdomsuddannelserne. Vi hører meget gerne, hvordan du kan bruge dine kompetencer i arbejdet med at udvikle aktiviteter for og med de unge med fokus på gode læseoplevelser og digital dannelse.

Dine opgaver vil veksle mellem arrangementer og aktiviteter både i og uden for biblioteksrummet, den daglige materialehåndtering og værtskab. Du vil desuden blive en del af vores tværgående it-gruppe. Her vil du blandt andet komme til at arbejde med implementeringen af et nyt bibliotekssystem samt generel udvikling og opdatering af samt vejledning i vores it-løsninger. Stillingen forudsætter derfor interesse og flair for at arbejde med it.

Læs mere og stillingen og send ansøgning via Lolland Kommunes hjemmeside

 

2.

Kulturformidler med særlig interesse for børnelitteratur

Vil du være med til at åbne litteraturens, fantasiens og fortællingens verden for børnene i Lolland Kommune? Har du et indgående kendskab til børnelitteratur eller et stærkt ønske om at få det? Er du samtidig interesseret i at bidrage til et stærkt driftsfællesskab med fokus på et højt serviceniveau? Så glæder vi os til at høre fra dig!

Biblioteket er i en transformationsproces – vi har brug for dit bidrag

På LollandBibliotekerne har vi fokus på at udvikle vores materialesamling, biblioteksrummet og aktiviteter på nyskabende måder. Vi arbejder med at nytænke vores tre biblioteker, så de møder nutidens behov og fremtidens udfordringer. Vi sigter ambitiøst og målrettet mod at stimulere børns veje til gode læseoplevelser sammen med børnene selv, deres forældre, dagtilbud og skoler samt andre relevante samarbejdspartnere.

Vi har i øjeblikket et stort projekt støttet af fra A.P. Møller Fonden, som du vil blive en del af. Desuden skal vi i løbet af 2026 arbejde tæt sammen med skoler og dagtilbud for at afsøge muligheder for mere strukturerede samarbejder med fokus på at styrke en aktiv læsekultur.

Dine opgaver

Du vil blive en del af vores Børneteam, der har børn i alderen fra 0-11 år som målgruppe. Vi forestiller os først og fremmest, at du er interesseret i at arbejde med børn: at du kan gå i dialog med børn, at du har en interesse i at høre, hvad de tænker og formår at omsætte det til meningsfulde aktiviteter sammen med børnene, dine kollegaer i teamet og samarbejdspartnere i dagtilbud og skoler til og med 5. klassetrin.

Du vil skulle varetage indkøb af børnebøger og andet materiale til børn i alderen fra 0-11 år sammen med det øvrige materialevalgsteam. Du vil desuden indgå i den daglige materialehåndtering og værtskabet i biblioteksrummet. Det betyder blandt andet, at du vil have ca. 2 ugentlige vagter som vært i biblioteket. Det kræver både gode relations- og IT-kompetencer samt lysten til at lære biblioteket at kende indefra.

Lolland Kommune har biblioteker i Nakskov, Maribo og Rødbyhavn og vi er pt 21 medarbejdere med meget forskellige baggrunde. I vores interne organisering er ansvaret for aktiviteter og arrangementer fordelt i tre teams: ”Børn og forældre”, ”Unge” og ”Voksne”.

LollandBibliotekerne deler rum med Borgerservice i Nakskov og Maribo, og en del af bibliotekets værtskab er at svare på henvendelser i relation til Borgerservice.

Læs mere og stillingen og send ansøgning via Lolland Kommunes hjemmeside

 

_____________________________________________________________

Uopfordrede ansøgninger til biblioteket sendes til: 

Charlotte Greve - chagr@lolland.dk
Souschef
Tlf.: 21 35 48 19 
Søvej 8
4900 Nakskov